De vil bygge deres egen pengemaskine

Det lyder for godt til at være sandt. Måske er det. Indkomst på nettet hitter som aldrig. Specielt drømmen om passiv indkomst ved at promovere andres produkter. Disciplinen hedder affiliate marketing, og nu har seks unge mænd fra Aarhus sat sig for at bygge sådan en pengemaskine.

Følg med i deres bestræbelser, frustrationer og resultater på dogmeaffiliate.dk (om projektet) og perfectmen.dk (selve pengemaskinen).

Vi har taget en snak med Mark Buskbjerg om ideen bag at sætte dogmer op for et affiliate marketing projekt.

Det handler både om at lære nyt og så prøve grænser af

For Mark Buskbjerg er indtjeningen sekundær, når projektet først løber af stablen. Det handler om at prøve grænser af.

”Ja. Det er selvfølgelig sjovt, hvis vi får lidt på kistebunden til næste julefrokost i vores lille arbejdsgruppe, men det er umuligt at sige, om det faktisk ender sådan. Det sjove her er, hvordan vi formår at udnytte hinandens styrker i et samarbejde. Vi skal finde på alt fra bunden af. Uden at panikke undervejs.”

Det er personlig udvikling for onlinenørder, der finder sted lidt uden for Aarhus, imens hele onlinenetværket følger med under hashtagget #dogmeaffiliate på Google+, Twitter og Facebook.

Drengene har valgt at opstille nogle begrænsninger for sig selv. De må eksempelvis kun bruge 10 timer på projektet. Derefter skal de lade det hele stå og vente på at pengene ruller ind. Mark Buskbjerg fortæller:

”Det er jo for at sætte nogle rammer at eksperimentere indenfor. Vi skulle egentlig bare holde en julefrokost i netværksgruppen, men vi er jo nørder, så vi ville gerne arbejde imens. Og så kunne vi jo gøre en farlig masse opmærksom på os selv, når vi laver et event ud af det.”

Og det er blevet et event. Onlineforaet for affiliate marketers i Danmark – marketers.dk – har sponsoreret pizza, made4men.dk har sponsoreret masser af vareprøver og der har allerede været over 500 unikke besøgende forbi hjemmesiden dogmeaffiliate.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *