WordPress er det mest brugte CMS (Content Management System) i verden. I sin basisform bruges denne platform til at give et hurtigt springbræt fra idé til hjemmeside. Det er nemlig super nemt at oprette sider og indlæg ud fra et design, som du blot kan vælge ud fra en tema-skabelon.
Det er også en genial platform at lave sin hjemmeside i, hvis man ikke er teknisk kyndig og kan kode en smule. Det er nemlig ikke nødvendigt, hvis du blot ønsker en hjemmeside i WordPress med simpel funktionalitet.
Men hvis du vil udvide funktionaliteten på hjemmesiden med tiden, så kan du benytte dig at WordPress plugins.
Hvad er plugins?
WordPress plugins er tilføjelser, der kan installeres på en WordPress hjemmeside for at udvide eller tilføje nye funktioner. De fungerer lidt ligesom moduler, som man blot kan “downloade” ned på sin hjemmeside, sådan den har større funktionalitet.
Disse kan hjælpe med alt fra design, administration, sikkerhed osv. Det kan være en god idé at dykke ned i mulighederne, hvis du gerne vil optimere og/eller automatisere nogle opgaver på din hjemmeside.
Nedenstående har vi fundet 4 områder, som du kan kigge ind i at optimere ved hjælp af plugins i WordPress.
Sikkerhed
Sikkerhedsplugins, såsom WordFence og iThemes Security Pro, beskytter din hjemmeside mod hackerangreb ved at blokere skadelige IP-adresser og scanne for sårbarheder. De kan også være behjælpelige med at sikre, at alle systemer er opdaterede og uden kendte sikkerhedshuller. Plugins skal nemlig nogle gange opdateres og nogle gange af sikkerhedsgrunde – det kan disse plugins hjælpe med blandt de andre nævnte ting.
SEO
SEO-plugins, såsom Yoast SEO og All In One SEO Pack, hjælper dig med at optimere din hjemmeside til søgemaskiner – heriblandt Google og Bing. De kan hjælpe dig med at skrive bedre meta-tekster, optimere dine titler, gøre dine teksters læsbarhed højere, oprette sitemaps og mere. Alle disse ting vil hjælpe din hjemmeside på vej til at blive vist i søgeresultaterne på blandt andet Google.
Pagebuilders
Pagebuilder-plugins, såsom WPBakery og Elementor, gør det endnu nemmere at opbygge komplekse sider med et “drag and drop”-interface – helt uden kode. WordPress har i sin basisform også et design-interface, som du kan anvende, men pagebuilders gør dette endnu nemmere og mere intuitivt. De hjælper også med at gøre dit design responsivt – altså pænt på både computere, tablets, mobiler, smart TV’s og alt imellem.
Billedoptimering
Plugins, såsom Smush og Imagify, hjælper med at optimere billeder på din hjemmeside. Dette er et vigtigt stykke arbejde at bruge tid på, hvis du gerne vil have, at din hjemmeside skal loade hurtigt. Disse plugins komprimerer automatisk billeder uden at gå på kompromis med billedkvaliteten for meget. Det betyder, at du får den samme billedkvalitet, men de fylder mindre og er dermed hurtigere at loade for dine brugere på hjemmesiden.