Tag: PokerPlayerWorld

Endelig: Et dansk kvalitetspokerblad

Tidligere har jeg her på bloggen skrevet om, at der sker nogle vilde ting indenfor gambling branchen i Danmark lige nu. Og denne branche handler nok om sjov, men når det kommer til de penge, der er involveret i denne branche, er der ikke længere tale om sjov, men om dødseriøs alvor. Gambling branchen i Danmark under Danske Spils spillemonopol havde en omsætning væsentligt over 20 mia. kr. om året. Det tal kommer ikke til at blive mindre med spillemonopolets ophør. For det første er der kommet mange nye konkurrenter på banen og for det andet er der åbnet op for andre online spilleformer, der tidligere ikke har været udbudt af Danske Spil. Særligt online kasino og poker kommer til at være en ny dimension i den danske gambling branche. Der har i en årrække ikke eksisteret et reelt pokerblad i Danmark udover et par halvhjertede online sider, men med denne nye situation på markedet, så er det oplagt at lancere et nyt blad. Det nye danske pokerblad kommer til at hedde PokerPlayerWorld, og det er den danske version af verdens største og mest velestimerede pokerblad – CardPlayer. Bladet kommer til omhandle både dansk og international poker, og artiklerne vil omhandle alt fra profil-historier over pokerteori til dækning af store live begivenheder som eksempelvis EPT Copenhagen (European Poker Tour) her i februar, hvor maineventen koster 35.000 kr per spiller, der vil deltage.

 

Danmarks bedste pokerredaktør

PokerPlayerWorld udkommer første gang omkring den 10. februar og vil primært kunne købes i 7-Eleven kioskerne, der bl.a. indbefatter DSB-kioskerne og et par andre særligt udvalgte distributører. Prisen per blad kommer til at være et sted mellem 50 og 65 kr. Bladet vil udkomme hver anden måned. Men hvor har jeg alle disse detaljer om et blad, der endnu ikke er udkommet? Det er naturligvis, fordi jeg er med i ledelsen af bladet og har fået titlen pokerredaktør, der sammen med den ansvarshavende redaktør Ivan Rood kommer til at sætte linjen for bladets struktur og indhold. Det er et hamrende spændende projekt med store udfordringer på mange forskellige områder, og jeg ser frem til både at være med til at sikre et virkeligt godt indholdsmæssigt produkt og at få bladet promoveret ordentligt og gjort til en ordentlig ’sellert’. Der er ingen tvivl om at Ivan har fat i den lange ende fra et forretningsmæssigt perspektiv, når han vælger at lancere bladet netop nu. Det er hvad jeg tidligere hare beskrevet om, at det nogle gange gælder om at gribe chancen før den viser sig. Gambling markedet blev først liberaliseret her per 1. januar, men Ivan har arbejdet med dette projekt fra det stod klart, at lovgivningen ville blive ændret den 1. januar 2012, og han fik headhuntet mig til det her projekt i november sidste år.  Jeg må indrømme, at Ivan ikke havde snakket i mange minutter før jeg var fuldstændig hooket på ideen om at være med til at starte et pokerblad op i Danmark. Der er simpelthen for mange potentialer i konceptet i et komplet umættet marked.  Vores konkurrenter er udelukkende online pokermedier, og online har vi valgt for the time being ikke at røre ved – det kan da godt være vi skal på internettet senere, men lige nu holder vi os til offline mediet.  Først og fremmest handler det ikke bare om, at kunne skabe et blad, blot fordi der er et behov, det ville være en meget kortsigtet strategi, men at skabe et pokerblad med høj kvalitet og interessant indhold for størstedelen af de danske pokerentusiaster. Efter at have arbejdet med første udgave af bladet er jeg ikke i tvivl om, at PokerPlayerWorld bliver et både spændende og relevant blad for danske pokerspillere.