Derfor bør du starte virksomhed under studiet

Det lyder måske lidt underligt, men tiden hvor du studerer, er et af de bedste tidpunkter at starte virksomhed på. Mit navn er Thomas, og jeg startede selv min virksomhed WebHub IvS, da jeg studerede på universitet i Odense. WebHub IvS står i dag blandt andet bag hjemmesider som NemProgrammering.dk og Billig-Webhosting.dk.  I denne artikel vil jeg forklare, hvorfor det er en rigtig god idé, at starte en virksomhed i mens man studerer.

I bedste studie-stil, vil jeg benytte mig af den famøse SWOT-model til at forklare, hvorfor studietiden er det perfekte tidspunkt at starte virksomhed på. For dem som ikke kender SWOT modellen, så står SWOT for:

  • S = Strengths
  • W = Weaknesses
  • O = Opportunities
  • T = Treats

Man bruger normalt en SWOT-model til at analysere en virksomheds konkurrencesituation, men i denne artikel vil jeg som sagt bruge til at analysere en studerendes situation i forhold til at starte egen virksomhed.

Lad os starte med Strengths, altså styrkerne.

Strengths

Som studerende har en du en række styrker i forhold til, hvis du ejede eget hus, var gift eller havde et barn eller to du skulle forsørge og tage dig af. Som studerende har du typisk kun dig selv at tænke på. Udover dine studier så kan du i store træk selv bestemme, hvad du bruger din tid på. Her kunne du måske få dig et studiejob, bruge en masse tid på sport eller måske starte en virksomhed. Som studerende har du typisk ikke meget at miste. Du lever i forvejen på et studie-budget, og derfor er du ikke afhængig af, at din virksomhed tjener en løn ind til dig. Ja faktisk kan du, hvis du brænder nok for din virksomhed, sagtens arbejde gratis i flere år, inden det hele begynder at give afkast.

Du vil typisk også have en del tid til at skyde i dit iværksætterprojekt. Ja, du har selvfølgelig også lektier, men hvis du blot kan ligge 2-3 timer om dagen, så kan du komme rigtig langt.

Tag bare mig som eksempel. Jeg startede NemProgrammering.dk under min bachelor på universitet. De første 3 år tjente jeg ikke mere end en SU på det om året, men fordi jeg ikke har afhængig af de penge der kom ind og fordi jeg brændte for det jeg lavede, så fortsatte jeg på ”hobby-plan”. I dag har al den tid jeg lagde i projektet under min studietid båret frugt, og NemProgrammering.dk + de andre sider jeg driver har nu en indtjening om måneden der er flere gange større end en SU.

Weaknesses

En svaghed ved at starte virksomhed under studiet er, at du ikke kan vie dig 100% til det. I hvert fald ikke, hvis du agter at gennemføre dine studier. Derudover så har man typisk heller ikke meget kapital til store projekter i studietiden, hvilket godt kan sætte en begrænsning på visse iværksætterprojekter. Sidst men ikke mindst kan det være en svaghed, at du under studierne stadig ikke helt ved hvad det er du vil. Vil du være selvstændig eller vil du gennemføre studiet og få et fast job? Dette kan sætte en stopper for iværksætter tankerne. På den anden side, hvis det er på den måde, at dine iværksætterdrømme slutter, så er det nok heller ikke en iværksætter du skal være.

Opportunities

Din daglige gang på din uddannelsesinstitution giver dig uanede muligheder. Den største mulighed du har, er det netværk du helt automatisk får adgang til under studiet. Du kan spare med dygtige undervisere som måske ved en masse om det område du starter virksomhed indenfor, eller du kan møde ligesindede medstuderende, som potentielt kan blive vigtige forretningspartnere for dig. At have sin daglige gang på en uddannelsesinstitution er altså en kæmpe mulighed du bør udnytte, hvis du kan!

Treats

Det findes egentlig ikke så mange trusler som studerende og iværksætter, det skulle da lige være dine forældre, som måske synes, at du bør fokusere mere på studierne end på din potentielle virksomhed.

 

Alt i alt så vil jeg mene, at studietiden er det perfekte tidspunkt at starte virksomhed på. Du har ingen store udgifter du skal betale til hver måned, du har ingen betydelige forpligtelser, du har tiden og så har du adgang til et studiemiljø der potentielt kan give dig et hav af gode ideer, inputs og måske gratis rådgivning. Så har du en idé, så giv den et skud under studietiden, inden du får for mange andre ting at tage hensyn til!

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *